Many thanks to Tristan Morris for creating a beautiful illustrated hardcover print edition of the site |
|||||||||||||||||
Efter en overfladisk inspektion dekreterede Javamesteren at hver munk hos Elefantfodaftryksklanen fra nu af skulle fange sin egen fisk, høste sin egen ris, sy sine egne dragter og flikke sine egne sko. I løbet af en måned var munkene halvnøgne og alvorligt underernærede. Tidsfrister begyndte at blive overskredet. Abbeden bad Javamesteren om at genoverveje sin beslutning. “Udemærket”, sagde Javamesteren. “Hver torsdag skal de også brænde deres klæder og sko, og kaste deres ris og fisk i floden.” Abbeden spurgte hvilken overtrædelse hans klan dog havde begået som kunne afstedkomme en sådan afstraffelse. “Afstraffelse?” sagde Javamesteren. “Jeg ville blot belønne. Er munkene hos Elefantfodaftryksklanen ikke glade for deres uafhængighed og selvforsyning? Deres kode fortæller mig følgende: Hver og en har skrevet essentielt set de samme Datatilgangsobjekt og Værdiobjekter som sine naboer. Hver og en har skrevet sin egen teksthjælper og konfigurationsfilsparser. Hver og en har gennemgået udsøgte prøvelser for at designe, implementere, integrere, teste, debugge, reparere og udvide det som han så let kunne have lånt fra en af hans brødre.” “Skal jeg udlede inkompetence? Hvis det er tilfældet, så må samtlige munke i Elefantfodaftryksklanen forvises fra templet. Skal jeg udlede forsætlig uvidenhed? HVis det er tilfældet, da kræver traditionen at de må blinde sig selv med brændenælder, og _så_ forvises. “Skal jeg udlede foragt for den dyrebare tid? Hvis det er tilfældet, da venter fangekælderen dem...” “Men nej”, konkluderede Javamesteren. “Jeg skal i stedet konkludere stolthed — stolthed fra hver om at hans kode er hans brødres overlegen. Stolthed er en af de Fire Storheders Frø, og må tilskyndes. Lad Elefantfodaftryksklanen finpudse sine færdigheder med fåresakse og spyd, med nåle og segl, indtil hver enkelt munk må være ligeledes stolt af sine fine klæder og overflod på sin tallerken!” “Der vil være lidt tid til overs til at kode”, observerede abbeden. “Og kejseren er ganske bogstavelig i sin fortolkning af ordet _deadline_.” Mesteren nikkede. “Handelsmanden, for nyligt ruineret, kender kun til smerten ved tabet. Hvorimod den gamle eneboer lovpriser nøjsomhedens dyd, og ikke vil ændre sin overbevisning. Men er disse ikke den samme mand, blot adskilt af en livstid?” Således blev Elefantfodaftryksklanen frelst to gange og korrigeret. Translated by jeshansen. An excerpt from The Codeless Code, by Qi (qi@thecodelesscode.com). Provided under the Creative Commons Attribution-NonCommercial 3.0 Unported License. |